Medlemsfokus: Tørt vejr får telefonerne til at ringe i Rikkes virksomhed

23. juli 2026

Når sommeren er mere tør end normalt, giver det ekstra travlhed hos Fasterholt Maskinfabrik. Kunderne kan få hjælp og support alle ugens syv dage, og mange benytter sig af det.

Kan du huske, hvornår du sidst har haft paraplyen fremme?

Det har sikkert ikke været mange gange i løbet af juni og juli, fordi det i år har været varmt og tørt. Sådan som de fleste af os ønsker, at den danske sommer skal være.

Men for landmændene er der brug for vand – og hvis det ikke kommer naturligt fra oven, så må de store vandingsmaskiner i gang med at pumpe fra neden. For uden vand dur afgrøderne ikke.

Netop vandingsmaskiner er de specialister i hos Fasterholt Maskinfabrik. De kalder sig endda for Skandinaviens førende, og hvis du tager turen til den lille landsby med godt 330 indbyggere nord for Brande, kan du spotte flere af de store maskiner med Fasterholt skrevet på siden rundt om i landskabet.

Det skal helst gå stærkt

Vi er taget på besøg hos maskinfabrikken i forbindelse med Erhvervsrådets sommerserie om medlemmer, der arbejder, mens de fleste af os holder fri. Det er første mandag i august, og en del af virksomhedens 90 medarbejdere er netop vendt tilbage på job, mens det for andre er blevet tid til at holde ferie. For når landbruget er den helt store kunde, skal der ’altid’ være folk på arbejde – også i de uger, hvor de fleste af os holder fri.

”Vi har haft folk på i flere af vores servicefunktioner hen over sommeren. Hvis noget går i stykker hos landmanden, så skal det helst gå stærkt med at skaffe en ny reservedel”, fortæller Rikke Kjær Aslak, der er administrerende direktør og ejer af Fasterholt Maskinfabrik.

Rikke viser lageret for reservedele frem, og her bugner det af alt det, kunderne kan tænkes at få brug for.   

”Der er nogle sliddele på maskinerne, som skal skiftes en gang imellem, og hvis landmanden ikke kan få fat i det hos forhandleren, så er vi klar til at hjælpe”.

Et vilkår i landbruget

Lige ved siden af lageret sidder de kolleger, som tager imod opkald fra kunderne, og der er tryk på telefonen. Der er sjældent et ledigt øjeblik, mens vi er på besøg. Sådan er det også i den afdeling, hvor Fasterholt Maskinfabrik har de montører, der kan rykke ud og hjælpe landmændene med bl.a. at montere de nye dele. Her møder vi Peder Kjær.

”Det er især mandag og tirsdag, vi får mange opkald, fordi det har været weekend”, fortæller Peder Kjær, der arbejder som serviceassistent. Telefonen er åben alle ugens syv dage, og flere benytter sig af det.

”Vi har haft en længere sæson i år, fordi det har været mere tørt end normalt. Så det har givet en del opkald hen over sommeren”.

Peder Kjær har det fint med at arbejde i blandt andet juli, hvor de fleste af os holder fri.

”Det er et vilkår, når man arbejder med landbruget. De fleste af os hos Fasterholt Maskinfabrik kommer selv fra erhvervet, så vi kender til det og arbejder gerne, når der er brug for det”.  

Kunder i hele Europa

Det er snart 70 år siden, at Fasterholt Maskinfabrik blev etableret. Meget er sket siden 1958, hvor Rikkes morfar lagde grundstenen til virksomheden. Dengang som smedje. I dag breder maskinfabrikken sig over et større område i byen, og især produktionshallerne fylder godt i landskabet.

Her bliver de enorme vandingsmaskiner produceret og sendt til lande i hele Europa. En stor del går til det danske marked, men også til Sverige, Holland, Tyskland og Frankrig, som er de største udenlandske markeder.

Af den grund har Fasterholt Maskinfabrik etableret sig i udlandet – med salgskontor i Uelzen syd for Hamborg og i Frankrig. Her skal 10 medarbejdere bl.a. få tyske og franske landmænd til at vælge vandingsmaskiner fra det midtjyske.

Produktionen i Fasterholt er netop sat i gang igen efter tre ugers ferie, og i hallerne begynder de første maskiner at tage form.

”De maskiner, der bliver lavet fra nu af, er alle til næste sæson, så derfor kan vi godt lukke ned i uge 29 til 31. Men hvis der er særligt travlt i nogle afdelinger, er vi gode til at hjælpe hinanden. Så kan folk godt rykke fra produktionen til kontoret og omvendt, siger Rikke Kjær Aslak, mens der få meter fra os er fuld gang i svejsearbejdet.  

Vil gerne styre vejret

Hvor mange vandingsmaskiner, der skal produceres, har Rikke Kjær Aslak ikke tal på – endnu. Det kommer i den grad an på vejret. Og hvornår landmændene beslutter sig for at investere i nye maskiner.  

”Vi vil selvfølgelig gerne vide det så tidligt som muligt, så vi kan planlægge det i produktionen, men der er flere ting, der skal gå op hos kunderne. Det er meget afhængigt af, hvordan vejret er og har været. Det værste for os er, hvis der er meget regn i foråret, for så er der ikke samme behov for vores maskiner. Det har direkte indflydelse på ordrer og opgaver, siger Rikke Kjær Aslak.

Derfor har direktøren også et ønske, som gerne må gå i opfyldelse.

”Jeg kunne godt tænke mig at styre vejret. Det vil gøre det hele meget nemmere, men de kompetencer har jeg desværre ikke endnu”, lyder det med et smil.  

----------

Fasterholt Maskinfabrik er én af dem blandt Erhvervsrådets medlemmer, der har travlt, når vi andre holder fri. Dem sætter vi fokus på her i sommerugerne.

Læs om Køkkenpiraterne >>
Læs om Arena X >>
Læs om Ikast Etiket >>

Tilbage