Finn Poulsen modtager Erhvervsrådets Initiativpris

21. maj 2026

Årets prismodtager har været helt central i Bestsellers rejse fra mindre tøjbutik til verdens-kendt milliardforretning – og så er han et fyrtårn for kunst, kultur og sport i det midtjyske.

Finn Poulsen har gjort det, mange drømmer om. Han har været med til at skabe et dansk erhvervseventyr uden sidestykke inden for modebranchen.

Han var den første ansatte i Bestsellers nye wholesale-forretning i midt-firserne. Undervejs har Finn Poulsen bl.a. været koncerndirektør – med en ukuelig tro på, at retail er vejen frem. Også når andre har haft travlt med at erklære fysiske butikker for en dødssejler.

Torsdag aften blev Finn Poulsen – adm. direktør og partner i Only Stores og Bestseller Retail Europa – hyldet med Årets Initiativpris af Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande. Prisen, der også omtales som det midtjyske ridderkors, blev uddelt ved Erhvervslivets årsmøde i RemisenBrande.

Egnens entreprenørånd er afgørende

Det er netop i Brande, at Bestseller siden starten af firserne har haft sit hovedkontor, og området har været helt afgørende for virksomhedens succes, mener Finn Poulsen:

”Jeg tror ikke på, at Bestseller-rejsen havde lykkedes for os, om vi havde rødder andre steder end netop her i Herning-Ikast-Brande området. Alt hvad vi har gjort, og alle de resultater, som er opnået, har bund i egnens entreprenørånd, ukuelig gåpåmod og viljen til konstante forbedringer. Viljen til sejr og viljen til at vinde – vinde for enhver pris”.

Finn Poulsen understreger, at det handler om at tage ejerskab: ”Jeg har oplevet, at vi her i regionen tager ejerskab for det, vi arbejder med. Her udstråler omgivelserne ejerskab, nærhed og ordentlighed.

I den helt tunge liga

Årets Initiativpris er uddelt siden 1960 til en række af de mest markante erhvervsfolk og politikere i Herning og Ikast-Brande. Finn Poulsen træder ind i det fornemme selskab som nummer 79.

Erhvervsdirektør Rasmus Norup fremhæver både arbejdet i Bestseller, men også de mange visionære tanker og initiativer, Finn Poulsen har involveret sig i.

”Finn Poulsen har i en skala som meget, meget få bidraget til arbejdspladser, eksport og indtjening. Til Danmark og til vores område. Når det kommer til succes som forretningsmand, så er vi oppe i den helt tunge liga. Og så er der alt det andet, han også har engageret sig i inden for kultur, kunst, uddannelse og sport, som har haft enorm betydning for mange – og som vil blive husket for eftertiden, udtaler Rasmus Norup fra Erhvervsrådets Herning & Ikast-Brande.

Finn Poulsen var bl.a. med til at skabe fundamentet for Danmarks første professionelle cykelhold, Team Home Jack and Jones. Han har sørget for funding til NIDO Gødstrup, der har fokus på sundhed og uddannelse – og så banker hjertet især for kunsten. Både som formand for Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning – og som en af hovedkræfterne bag Deep Forrest Art Land ved Kibæk.

Modtagere af Årets Initiativpris:

2026: Finn Poulsen, Only Stores og Bestseller Retail Europe
2025: Allan Witt, Witt Denmark A/S
2024: Claus Steinlein, FC Midtjylland A/S
2023: Dion Eriksen, Dion Eriksen A/S
2022: Torben Larsen og Teil Bechmann, Give Steel A/S
2021: Lars Gantzel Pedersen, Danspin A/S
2020: Ikke uddelt pga. corona
2019: Henrik Kastbjerg, Stig Bundgaard og Anders Kaag, IT Relation A/S
2018: Niels Viggo Malle, Handelsbanken
2017: Claus Bjerg Sørensen og Michael Alstrup, JBS Textile Group A/S
2016: Poul Sand, Poul Sand ApS
2015: Svend Aage Færch Nielsen og John Vestergaard, egetæpper A/S
2014: Jens Poulsen, Kasper Philipsen, Jens Obel og Søren Lauritsen, DK Company A/S
2013: Rasmus Niebuhr, Niebuhr Gears A/S
2012: Kenn Risbjerg Christensen, Jydsk Aluminiums Industri A/S

Se hele listen her.

Årets Initiativpris er uddelt siden 1960. De første modtagere var Peder Lysgaard og Johs. Jensen, UNO-X Bensin.

Ud over æren består prisen af et diplom og en unik skulptur skabt til årets prismodtager.

Tilbage