Danskerne har stemt, og vi har nu et nyt folketing

25. marts 2026

I Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande arbejder vi med erhvervspolitik for at sikre de bedst mulige rammer og vilkår for at drive virksomhed i vores del af landet.

Min udlægning er at folketingsvalget næppe giver noget entydigt billede af retningen for vores land - eller for de vilkår, som vores virksomheder og lokalsamfund skal udvikle sig under.

Lige nu venter vi spændt på regeringsdannelsen. Det kommer formentlig til at kræve både tid og tålmodighed. Mit håb er klart: et samarbejdende folkestyre, der kan samle sig om de løsninger, der er brug for.

Mens forhandlingerne står på, kender vi heldigvis allerede vores lokale repræsentanter i Vestjyllands Storkreds. Både nye ansigter og erfarne gengangere, som vi bl.a. giver dig overblikket over i denne nyhedsmail.

Flere af dem har vi haft fornøjelsen af at møde under valgkampen, når vi f.eks. har inviteret på besøg hos lokale virksomheder, uddannelser og lign. Her har vi sat fokus på det, der betyder noget for vores område: flere uddannelser og studerende, bedre vilkår for produktionsdanmark og investeringer i infrastrukturen.

Det arbejde stopper ikke ved valget. Det begynder for alvor nu.

Jeg ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med vores lokale folketingsmedlemmer. For vi har et stærkt område med store ambitioner – og vi er klar til sammen med dem at sætte retningen for vækst og udvikling i vores del af landet.

Rasmus Norup
Erhvervsdirektør

Tilbage