Ejerskifte: EIFO kan blive den afgørende brik
27. oktober 2025
Hvert år er Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) med til at få mange danske ejerskifter i mål med risikovillig kapital. Det kan også komme dig og din virksomhed til gode.
Forestil dig, at du er i gang med et ejerskifte. Du har fundet en køber af din virksomhed, men det kniber med at få finansieringen på plads. Banken vender tomlen nedad til det, der er på bordet, og ejerskiftet er på randen af knockout.
Der er brug for risikovillig kapital udefra – og erfaring med at få ejerskiftet helt i mål. Det kan ske i et samspil med EIFO, også kendt som Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
”Hvert år er vi involveret i 20-25 procent af alle de danske ejerskifter, der har behov for ekstern finansiering. Det er vi, fordi vi gerne vil sikre, at danske virksomheder kan ejerskiftes. Sammen med banken kan vi låne penge ud til formålet og få enderne til at mødes, fortæller kundechef Henrik Nørtoft fra EIFO.
Tager større risiko end banken
Lad os lige få helt styr på, hvem EIFO er. Det er statens erhvervsfremmende bank, hvor dansk erhvervsliv kan få adgang til risikovillig kapital. Det kan f.eks. ske ved, at EIFO investerer i iværksætter-virksomheder – eller yder lån og stiller garantier i forbindelse med et ejerskifte eller til at indfri vækstplaner.
”Vi er sat i verden for at hjælpe dansk erhvervsliv, og vi gør det inden for mange formål til alle typer af brancher og virksomheder. Men vi er ikke en konkurrent til bankerne, for vi stiller os bagerst i køen af kreditorer. Det koster selvfølgelig noget. Vores penge er ikke gratis, siger Henrik Nørtoft.
Det koster mere at låne hos EIFO end i banken. Det hænger sammen med den større risiko, som fonden tager ved at låne penge ud. Men hvis et ejerskifte står og falder med ekstra finansiering, kan det ifølge kundechefen være godt givet ud.
”For os handler det om at skrue en finansiering sammen, der er tilfredsstillende for alle parter. Det er vigtigt, at veldrevne virksomheder bliver ført videre i stedet for, at de i værste fald må lukke”, fastslår Henrik Nørtoft og tilføjer:
”Derfor har vi en række specialister i EIFO inden for netop ejerskifte. Det gør, at vi kan finde den individuelle løsning, der passer bedst til den pågældende situation”.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere på eifo.dk, og du er velkommen til at kontakte kundechef Henrik Nørtoft på hno@eifo.dk eller tlf. 8188 1818. Han er EIFO’s lokale repræsentant i området og er klar på en uforpligtende snak.