Ejerskifte: Start op i god tid og gør din virksomhed interessant

27. oktober 2025

Har du orden i penalhuset, har du de bedste forudsætninger for at komme godt i mål med et ejerskifte. Ellers kan det hurtigt trække ud, og prisen kan blive en anden, end du havde regnet med.

Det handler om at være salgsklar, når du går i gang med et ejerskifte. Det budskab stod klart, da Erhvervsrådet i september var medarrangør af to ejerskifte-arrangementer.

Her kom blandt andre Lars Brændgaard, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Herning, med en række anbefalinger i sit oplæg:

”Det er en god idé at starte op 3 til 5 år før et ejerskifte, så virksomheden kan blive optimeret i perioden og gøres interessant til et salg”.

Undgå unødvendig støj
Lad os se nærmere på det med at have ’styr på penalhuset’.

Hvis der er tale om et generationsskifte i familien, skal der være styr på, hvem der skal overtage og arve. Det kan hurtigt give unødvendig støj, hvis der f.eks. er flere børn, og fordelingen ikke er helt klar fra start.  

Det samme kan være tilfældet, hvis det er ansatte, der skal overtage. Hvad med de ansatte, som ikke bliver spurgt, om de er interesserede i at overtage? Smutter de så bare, fordi de måske føler sig overset?

Vær realistisk omkring markedsværdien
Virksomhedens værdi er et andet vigtigt punkt. Hvis det er børnene, der skal overtage, vil der være fokus på at sætte værdien lavt, og ofte bliver finansieringen i familien. Skal virksomheden derimod sælges eksternt, gælder det om at få så høj en værdi som muligt.

Uanset hvad skal du være realistisk omkring markedsværdien. Du skal prøve at sætte dig i købers sted og overveje, hvilke forhold en eventuel køber vil lægge vægt på. Og så skal du vide, hvordan du selv er stillet efter et salg:

”Virksomheden er formentlig dit levebrød, så du skal gøre dig klart, om du bagefter kan leve af det, du får. Men det går heller ikke at sætte værdien for højt, for vil der overhovedet være købere?”, lød det fra Lars Brændgaard fra BDO i oplægget.

Hold dig ikke for øjnene
Der er mange andre aspekter, der hurtigt kan blive bragt på banen i forbindelse med et ejerskifte. Det kan være, at dine ansatte får en bonus, hvis de opfylder bestemte mål. Skal de fortsat have det, når ejerskiftet er sket? Vil den nye ejer overhovedet være med til det – og hvad siger de ansatte så til det?

Det kan også være, at der er krav til ESG-rapportering, som skal være opfyldt, inden en ny ejer vil tage over. Det samme er tilfældet med virksomhedens IT-systemer. Er de nye eller forældede? Det er ikke uden betydning.

”Du får hurtigt 27 forskellige kasketter på, når du driver virksomhed. Derfor er det afgørende, at du ikke bare løber afsted og holder dig for øjnene undervejs. For så kan det være svært at blive salgsklar, når tiden kommer til et ejerskifte”, fastslog Lars Brændgaard fra BDO.

Tilbage