En halv motorvej giver ikke fuld gevinst
16. marts 2026
Fælles indlæg skrevet af: Rasmus Norup, erhvervsdirektør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande Karen Touborg, erhvervsdirektør for Business Viborg Anders Killmann Petersen, direktør for Silkeborg Business
I valgkampe taler vi ofte om velfærd. Men vi taler lidt mindre om det, der finansierer den.
For uden virksomheder, arbejdspladser og vækst er der heller ikke noget økonomisk fundament under vores velfærdssamfund. Derfor er infrastrukturen afgørende.
Et af de vigtigste projekter for vores område er Hærvejsmotorvejen.
De første etaper er allerede besluttet. Strækningerne Løvel–Klode Mølle og Give–Billund er planlagt og forventes færdige senest 2034 . Det er et vigtigt skridt fremad.
Men vi må ikke glemme det næste skridt.
For hvis motorvejen stopper der, står vi tilbage med en halv løsning. En motorvej med et hul i midten. Og en halv motorvej udløser ikke den fulde samfundsgevinst.
Analyserne viser tydeligt, at den store effekt først kommer, når forbindelsen hænger sammen fra nord til syd. Først dér får vi en stærk nord-syd-korridor, der kan aflaste E45, styrke erhvervslivets konkurrenceevne og binde Jylland bedre sammen.
Derfor er det afgørende, at vi får prioriteret den fulde Hærvejsmotorvej. Og næste skridt bør være at lukke hullet i midten – mellem Klode Mølle og Give.
Det er netop her, projektet i dag mangler sin sammenhæng. Og det er her, den næste politiske prioritering bør ligge.
For erhvervslivet handler det om konkurrenceevne. Det handler om adgang til markeder, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Men det handler også om noget større.
En sammenhængende Hærvejsmotorvej vil koble flere mennesker og virksomheder til motorvejsnettet, skabe nye muligheder for bosætning og arbejde uden for de største byer og styrke et Danmark i bedre balance. På længere sigt kræver det også, at motorvejen føres videre både mod nord – fra Løvel til Hobro – og mod syd fra Billund til Haderslev, og den intention kan man oplagt skrive ind i et nyt regeringsgrundlag.
Vi er godt begyndt. Men vi er langt fra i mål.
Derfor bør det være et klart spørgsmål til vores folketingskandidater i valgkampen: Vil I være med til at sikre, at Hærvejsmotorvejen bliver færdiggjort – eller skal vi nøjes med en halv løsning?
Når vi investerer milliarder i infrastruktur, skal vi også gøre det ordentligt, og derfor opfordrer vi til hurtigst muligt at få lukket hullet i midten.