Erhvervsdirektør: Det er i noterne, de lokale sejre gemmer sig

23. oktober 2025

Finansloven indeholder gode nyheder til erhvervslivet i Herning og Ikast-Brande.

Finansloven er landet. Regeringen er nået til enighed med De Konservative om statens husholdningsbudget for næste år – og aftalen indeholder gode nyheder til erhvervslivet i Herning og Ikast-Brande.

Et kig i noterne viser, at der er afsat 2,2 mio. kroner til forsknings- og udviklingscentret DAMRC, som arbejder med udvikling af avancerede teknologier til industrien.

Og så er der 2 mio. kroner til uddannelsesmiljøet Sund+, hvor fremtidens læger, sygeplejersker og radiografer skal uddannes fra efteråret 2026.

”Det er investeringer, som betyder meget for den lokale udvikling. Jeg ser det som en anerkendelse og et økonomisk skulderklap til nogle af de initiativer, som er med til at flytte noget for vores område. Både nu og i fremtiden i forhold til industrien og det sundhedsfaglige område, siger erhvervsdirektør Rasmus Norup fra Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.

Lokalt benarbejde betaler sig
Mens Sund+ først er ved at rejse sig på den gamle sygehusgrund i centrum af Herning, har DAMRC efterhånden eksisteret i mere end 15 år. Og de første skridt blev taget hos Erhvervsrådet.

Den 1. april 2010 fik DAMRC sit cvr-nummer og sine første to ansatte – med skrivebord i Erhvervsrådets lokaler. Siden er flere medarbejdere kommet til, forskningscentret er flyttet i egne rammer i Birk Centerpark, og opgaverne spænder bredt og nationalt.

”Det er virkelig godt, at DAMRC er med på finansloven, og det understreger, at lokalt initiativ og benarbejde betaler sig. Samtidig har vi gode repræsentanter på Christiansborg, som er optaget af den lokale udvikling, fastslår erhvervsdirektør Rasmus Norup.

Værdifuld arbejdskraft kan fastholdes
I den nye finanslov bliver der også afsat penge til at belønne de seniorer, der vælger at blive på arbejdsmarkedet frem for at trække job-stikket.

Regeringen og De Konservative har afsat en milliard kroner årligt til at forhøje beskæftigelsesfradraget for seniorer i arbejde.

”Det kan betyde, at vores virksomheder i længere tid kan beholde nogle af de erfarne medarbejdere, man har. I forvejen er der mangel på kvalificeret arbejdskraft i området – og det bliver ikke mindre i årene fremover. Så hvis flere tager en ekstra tørn og fortsætter i job, er det godt for erhvervslivet og for væksten i området, siger Rasmus Norup.

Tilbage