Erhvervslivet i valgkamp: Det er vigtigst for os!

29. oktober 2025

Den seneste uge har de lokale politikere og kandidater fået flere bud på, hvad der betyder noget for områdets erhvervsliv.

Uddannelsesområdet skal styrkes. Vi skal have dynamiske bymidter i vores byer – og så skal vi være bedre til at fortælle om de mange gode ting, vores område kan og har.

Det var formiddagens klare top 3, da erhvervsledere og politikere forleden var samlet til Standpunkt 2025 i MCH Messecenter Herning. Der blev endda stemt om det. 

Valgdebatten var med til at skyde erhvervslivets valgkamp i gang og havde deltagelse af politikere fra både Ikast-Brande og Herning – bl.a. de to borgmestre. For det er en fælles kamp, vores område står overfor. Både når det kommer til at sikre nok kvalificeret arbejdskraft og bosætning fremadrettet. 

Debatten blev bl.a. indledt med ord fra et erhvervspanel bestående af Morten Dilling (Dilling), Rikke Kjær Aslak (Fasterholt Maskinfabrik) og Michael Dam (EMR Murer & Entreprenør). 

”Vi skal give den gas, for det kommer ikke af sig selv”, lød den klare opfordring fra Morten Dilling. 

Erhvervslivet vil have mere erhvervsjord
I denne uge inviterede den lokale erhvervsforening i Aulum og omegn til valgdebat om erhvervsliv og bosætning. Erhvervsrådet var med, og det samme var kandidater fra 12 politiske partier. 

For øjeblikket er det slet ikke til at opdrive erhvervsjord i Aulum. Der er intet til salg. 

Det har det nuværende byråd i Herning Kommune besluttet at lave om på. Forvaltningen skal i gang med at opkøbe jord i det nye år. Og behovet – det er der. 

”Vi har brug for erhvervsjord, og så skal der være flere byggegrunde i området, hvor folk kan etablere sig”, lød det nærmest i samlet kor fra de erhvervsfolk, der overværede debatten og bød ind med spørgsmål undervejs til de politiske kandidater. 

Opsangen blev hørt. Der var i hvert fald forståelse og positive tilkendegivelser fra det politiske panel. 

 

Tilbage