Erhvervsrådet når endnu en milepæl

10. december 2025

Der er nu 900 medlemmer i områdets største erhvervsnetværk Erhvervsrådet.

Erhvervsrådet har de seneste år oplevet en markant vækst i medlemstallet og sat flere medlemsrekorder. Nu har foreningen rundet 900 medlemsvirksomheder. En historisk høj tilslutning og en markant udvikling fra de 551, som var medlemstallet i 2021. Et tydeligt tegn på, at stadig flere ser værdien i at være en del af erhvervsfællesskabet ifølge erhvervsdirektør Rasmus Norup.

”Det glæder mig, at så mange af områdets erhvervsfolk og virksomheder kan se værdien i at stå sammen, og at de bakker op om den fælles sag. Erhvervsrådet er sat i verden for at arbejde for medlemmerne og skabe udvikling i området, og for hvert medlem, der kommer til, får vi en endnu stærkere stemme”.

Et medlemskab med mange facetter
Det er en målrettet indsats, som er årsagen til den markante stigning i antallet af medlemmer. Både i forhold til at rekruttere nye medlemmer og til at fastholde de nuværende.

”Vi har haft fokus på at fortælle om de mange fordele ved at være en del af fællesskabet. Både for den enkelte virksomhed og for vores område. Det fortsætter vi med, siger Rasmus Norup og uddyber:

”Et medlemskab hos os har mange facetter. Du kan få sparring, når du står med en udfordring i virksomheden – eller hvis du har brug for hjælp til f.eks. strategi, ejerskifte og grøn omstilling. Du og dine ansatte kan få nye kompetencer ved at deltage i vores events og kurser. Og så arbejder vi for alt det, der er svært at gøre på egen hånd – det bedste erhvervsklima, infrastruktur, stærke uddannelser og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft”.

Det skal gøre en forskel
Erhvervsrådet dækker både Herning og Ikast-Brande Kommuner, og ifølge Rasmus Norup er der fortsat potentiale for at vækste i antallet af medlemmer. Han holder sig dog fra at sætte et konkret tal på.

”Jeg er med på, at tankerne går i retning af et særligt tal, men det vigtigste for os er at gøre en forskel for vores medlemmer, område og erhvervsliv. Vi ved, at tal kan svinge, så det afgørende for mig er, at mange har lyst til at være med, og at vi flytter noget. At vi får skabt vækst og udvikling i vores område, fastslår erhvervsdirektør Rasmus Norup.

I samme forbindelse sender han en stor tak til Erhvervsrådets ansatte:

”Det er en fornøjelse at arbejde sammen med et hold af dedikerede kolleger, som brænder for erhvervslivet og for deres arbejde. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vi nu har passeret endnu en milepæl for Erhvervsrådet.”

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vidste du, at Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande har eksisteret siden 1939?
Dengang var det driftige midtjyske erhvervsfolk, der så behovet for at danne en fælles forening. Navnet blev ”Erhvervenes fællesudvalg for Herning købstad”. Erhvervsrådet er en forening med sin egen bestyrelse og et repræsentantskab med 51 personer fra virksomheder, organisationer og kommuner. 

Tilbage