Farvel til en af Erhvervsrådets pionerer

21. oktober 2026

Mindeord om K.O. Jensen - Erhvervsrådets første erhvervschef

En papkasse med en gammel medlemsprotokol og fire brochurer. Et tomt kontor i Bredgade. Og en IBM-skrivemaskine med kuglehoved, han selv havde taget med hjemmefra.

Det var, hvad K.O. Jensen havde at gøre godt med, da han i 1975 tiltrådte som Hernings første fuldtidsansatte erhvervschef.

Ambitionerne var til gengæld noget større end kontoret.

K.O. Jensen gik bort den 11. oktober i en alder af 95 år. Han stod i spidsen for Herning Erhvervsråd i 21 år og nåede at sætte et markant aftryk på både Erhvervsrådet og udviklingen af vores område.

Han havde blik for, hvad der skulle til, hvis området skulle videre. Virksomhederne skulle have adgang til nye markeder, infrastrukturen skulle styrkes, og de unge skulle have mulighed for at tage en videregående uddannelse lokalt. Og det var ikke nok blot at tale om mulighederne. Der skulle handles.

Men ambitioner koster penge, og dem var der ikke mange af i Erhvervsrådets første år. Så K.O. Jensen måtte også tænke kreativt. Blandt andet påtog han sig et ekstrajob som generalsekretær for den europæiske sammenslutning af ørred- og lakseproducenter. Det gav både indtægter til Erhvervsrådet og internationale kontakter, som senere blev værdifulde i arbejdet med at få et EU-rådgivningskontor til Herning.

Det er en historie, der meget godt illustrerer det gåpåmod, den opfindsomhed og den gode portion midtjyske stædighed, som kendetegnede K.O. Jensen.

Han greb mulighederne, fandt løsninger og fik ting til at ske. Ikke kun i erhvervslivet, men også i Hernings kultur- og foreningsliv, hvor han gennem årtier lagde et imponerende engagement. Blandt andet som initiativtager til Herning Teater.

I et interview med Herning Folkeblad i anledning af sin 90-års fødselsdag sagde han:

“Uanset hvor tåbelig verden kan se ud, så er der næsten altid en udvej, bare man tænker sig om.”

Jeg synes, det er en tilgang, vi alle kan lade os inspirere af.

For selv om meget har ændret sig siden 1975, er der en bemærkelsesværdig rød tråd mellem de dagsordener, K.O. Jensen kæmpede for, og dem vi arbejder med i Erhvervsrådet i dag.

Vi står på skuldrene af dem, der kom før os. Og K.O. Jensen var i den grad en af dem, der var med til at lægge fundamentet for det Erhvervsråd, vi kender i dag.

Det skylder vi ham en stor tak for.

Mine tanker går til familien.

Æret være K.O. Jensens minde.

 

Skrevet af Rasmus Norup, Erhvervsdirektør

 

Tilbage