Flere vælger den direkte vej til København: Ruten har været savnet

26. august 2026

Passagertallene på flyruten fra Midtjylland til København er støt stigende, og interessen fra både erhvervsrejsende og privatpersoner bekræfter, at der er brug for den direkte forbindelse.

Velkommen ombord.

Sådan har det lydt siden midten af april. Her steg de første passagerfly fra Alsie Express til vejs fra lufthavnen i Karup – for blot 45 minutter senere at lande i København.

Op til tre gange dagligt kan de rejsende tage turen til og fra hovedstaden i hverdagene, og COO i Midtjylland Karup Airport, Jakob Kronborg, glæder sig over den positive modtagelse:

”Vi kan godt mærke, at ruten har været savnet, og passagertallene er steget støt fra april og frem til sommerpausen i slutningen af juni. Det betyder ikke, at vi ikke har plads til flere rejsende, men vi fornemmer, at det går i den rigtige retning”.

Fra den 10. august er de faste flyvninger blevet genoptaget.

Hurtigt og bekvemt alternativ

Det er to afgange fra Karup morgen og formiddag – og endnu en om aftenen. Ligeledes er der tre afgange fra København. Netop muligheden for at komme ud og hjem samme dag er det, mange rejsende har savnet, mener Jakob Kronborg.

”Det har været efterspurgt at kunne tage af sted om morgenen og være tilbage samme dag. Mange sætter pris på at kunne parkere bilen gratis tæt på terminalen og sidde i flyet ti minutter senere. Det er en nem og bekvem rejseform uden stress og jag”.

Samtidig peger den daglige leder på, at flyselskabet Alsie Express leverer et stærkt produkt.

”Flyselskabet er tre år i træk blevet kåret som Danmarks bedste indenrigsselskab, og passagererne får en god oplevelse fra A til B”.

Både erhvervsfolk og private

En af de positive overraskelser har været den brede sammensætning af passagerer:

”Vi ser både erhvervsrejsende og privatpersoner benytte ruten. Priserne er sat attraktivt, og det afspejler sig tydeligt i, hvem der vælger at flyve. Ruten er også for dem, der ønsker en smuttur til København eller skal besøge familien, siger Jakob Kronborg.

Hen over sommeren har en ny type gæster benyttet sig af lufthavnen. Bravo Tours har sendt chartergæster afsted til varmere himmelstrøg på Mallorca.  

”Vi har fået rigtig fin feedback. Mange fremhæver, hvor nemt og bekvemt det er. Og så er vi glade for at kunne vise lufthavnen frem for andre end dem, der normalt benytter den”.

Investering i fremtiden

Jakob Kronborg understreger, at den stigende aktivitet er vigtig for både lufthavnen, medarbejderne og hele området. I foråret gennemgik lufthavnen en omfattende renovering, og det har styrket oplevelsen for de rejsende.

”Vi ønsker at drive en lufthavn, der er relevant for området og for borgerne. Det kan vi gøre med de daglige afgange og med charter. Så vi håber, at den positive udvikling fortsætter. Det giver os mulighed for fortsat at investere i lufthavnen og udvikle nye produkter og tilbud til gavn for både privatpersoner og virksomheder”, fastslår Jakob Kronborg, COO i Midtjylland Karup Airport.

------

I Erhvervsrådet arbejder vi for stærke forbindelser og en velfungerende infrastruktur. Det skal være nemt at komme fra vores område til resten af landet – uanset transportmiddel. Det er afgørende for vækst, for rekruttering og for transport af varer.  

I den forbindelse spiller flyturen fra Karup til København en central rolle, og vi opfordrer det lokale erhvervsliv til at benytte ruten og Midtjylland Karup Airport, så vi fortsat kan have direkte fly til og fra området.

Tilbage