Forskellighed giver god dynamik
14. april 2026
Lokale industrivirksomheder er gået sammen om efteruddannelse af medarbejdere. Det sker i et nyt kompetencefællesskab, der rummer et stort potentiale.
På væggene hænger der hvide papirs-plancher i stort format.
”De 5 konflikt trickere”. ”En tur omkring bjerget” og ”Er konflikter altid dårlige” står der blandt andet skrevet med sprittusch i forskellige farver – og med store typer.
Vi er til kursus i kommunikation og konflikthåndtering. I lokalet sidder medarbejdere fra fire af områdets industrivirksomheder. Vi er i gang med den tredje kursusdag, og de 19 deltagere taler om nogle af de situationer og konflikter, der hurtigt kan opstå, når tingene går lidt stærkt i en travl arbejdsdag.
”Vi kan ikke alle få ret. Nogen er nødt til at bøje sig eller rette ind for, at vi kan finde hinanden”, lyder det blandt andet fra en af deltagerne – og flere af de øvrige i lokalet kvitterer med et nik.
Kurset er ét af de første i det nye kompetencefællesskab for industrien, som en række lokale virksomheder er gået sammen om, og hvor Erhvervsrådet er tovholder. Det er bl.a. Trehøje Døre, Jeld-Wen, Colour Compagniet og Palsgaard Spær, der siden årsskiftet har samarbejdet om at oprette og gennemføre kurser for deres medarbejdere. Og initiativet giver rigtig god mening, fastslår Lars K. Jørgensen, erhvervskonsulent i Erhvervsrådet.
”Virksomhederne har brug for kompetenceudvikling, men som SMV’er kan det være svært at gøre på egen hånd. Det er sjældent, man kan sende alle afsted på samme tid - og så er det ikke sikkert, der er deltagere nok til, at kurset kan gennemføres”.
På kursus i travl periode
Geografi er en anden udfordring. For det kan være, at kurset afholdes langt fra virksomhederne, og så skal medarbejderne bruge lang tid på transport.
Afstand er ikke et emne den her dag. Det er Palsgaard Spær i Hampen nord for Nørre Snede, der lægger lokale til. Stemningen er god, og der er godt gang i dialogen blandt deltagerne. Der bliver stadig talt om, hvordan man løser konflikter, inden de tager overhånd – og betragtninger fra de fire virksomheder bliver bragt i spil.
Netop det, at der sidder forskellige virksomheder i lokalet, er en styrke ved kurset. Det mener Per Toft Vestergaard, der er medarbejdende teamleder hos Colour Compagniet i Kibæk.
”Det er spændende at møde folk fra andre virksomheder og høre, hvordan det er at være hos dem, og hvordan de løser ting. Det kan man lære meget af”.
Mads Skamris fra Trehøje Døre er også med på kurset. Han er afsted sammen med én af sine kolleger – og det, selv om der for tiden er stor travlhed på fabrikken i Ørnhøj.
”Jeg synes, det er flot, vi kan komme to afsted i en periode, hvor der er rygende travlt i produktionen. Det viser, at ledelsen tænker fremadrettet og synes, at kurser og uddannelse er vigtigt”.
Isabella Kwapien Kragh fra Jeld-Wen i Herning er glad for at være med på kurset. Det er faktisk kommet bag på hende, hvor svært det kan være at kommunikere.
”Sådan har vi altid gjort. Den møder vi tit, og det kan kurset her være med til at ændre på”.
Flere nuancer og diskussioner
Det er Julie Aaberg Andersen fra Leaderlab på Mercantec, som står for at facilitere kurset om kommunikation og konflikthåndtering hos Palsgaard Spær. Hun lægger ikke skjul på, at det gør noget godt for undervisningen, at de 19 kursister kommer fra forskellige virksomheder.
”Det giver en god dynamik på holdet, når vi kan tale om vores forskelligheder. Det giver flere nuancer og spændende diskussioner, og det er sket i en god og tryg atmosfære.
Det er en anden fordel ved det nye kompetencefællesskab. Mange af kurserne kan arrangeres her i området hos virksomhederne. For hvis der er deltagere nok, så kommer uddannelsesinstitutionerne gerne ud.
Samtidig kan virksomhederne være med til at definere, hvad indholdet skal være, og hvornår kurserne skal finde sted.
”Jo mere jeg ved om, hvad virksomhederne gerne vil have, jo mere kan jeg også målrette det, siger Julie Aaberg Andersen.
Med 3-4 måneder på bagen er meget stadig nyt i kompetencefællesskabet. For øjeblikket er Erhvervsrådet ved at udbygge den Teams-platform, hvor virksomhederne kan kommunikere med hinanden og efterspørge kurser. På sigt er det målet, at der også skal være en kursusbank, hvor virksomhederne kan hive forskellige kursus-tilbud ned fra hylden – alt efter hvad der er oppe i tiden.
”Vi har fået en rigtig fin start, og nu handler det om at få flere kurser i spil og flere virksomheder ind i netværket, så vi får endnu større fleksibilitet og aktivitet”, siger Lars K. Jørgensen fra Erhvervsrådet.
Julie Aaberg Andersen fra Mercantec ser frem til at følge initiativet:
”Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man ikke har gjort det her før. Potentialet er stort, og det bliver mega spændende at følge”.