Job done for Lars Breinholdt: Jeg er stolt over, hvor vi står i dag
18. maj 2026
Markedsdirektør i Jyske Bank, Lars Breinholdt Andersen, takker af som formand for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande efter seks år, der blandt andet har budt på direktørskifte og stor medlemsfremgang.
”Det skal være løgn”.
Netop den sætning er vigtig for Lars Breinholdt Andersen. Hvorfor vender vi tilbage til.
For om få dage holder den nuværende bestyrelsesformand for Erhvervsrådet for sidste gang tale på foreningens generalforsamling i RemisenBrande. Han har besluttet sig for at træde et skridt ned. En anden skal til. Tiden er den rigtige.
”Jeg efterlader et større og stærkere Erhvervsråd, og det var mit helt klare mål fra start. Det skyldes de dygtige medarbejdere og erhvervsdirektør Rasmus Norup, som købte helt ind på opgaven med at vækste. Og så har et tæt og konstruktivt samarbejde i bestyrelsen i den grad flyttet noget. Blandt andet når det kommer til visioner for området”, fremhæver Lars Breinholdt Andersen.
Udviklingen bliver til handling
Det er tydeligt, at vækst og fællesskab er hjerteblod for Lars Breinholdt Andersen. Det er også det, som i sin tid fik ham til at søge mod formandsposten i Erhvervsrådet.
Vi er godt 7 år tilbage i tiden. På det tidspunkt har foreningen omkring 550 medlemmer. Det er en hel del færre end nu, og erhvervsfremme-reformen fra 2018 har fjernet både opgaver og medarbejdere fra Erhvervsrådet.
Det er her, Lars Breinholdt Andersen første gang siger de fire ord. ”Det skal være løgn” – og han beslutter sig for, at han vil være med til at ændre udviklingen.
”På det tidspunkt har jeg bare ikke platformen til det. Så jeg beslutter mig for at sætte handling bag ordene og søge indflydelse i bestyrelsen”.
Valgt foran et kamera
I foråret 2020 bliver Lars Breinholdt Andersen valgt som ny formand for Erhvervsrådet. Normalt ville det være sket i en festsal med 200 gæster. På en stor scene og med masser af klapsalver – men intet er normalt på årets generalforsamling.
Den første corona-nedlukning har ramt Danmark, og der er forbud mod at samles i større forsamlinger.
”Derfor er generalforsamlingen online. Jeg står foran et kamera i et rum og holder min tale til medlemmerne, der sidder foran skærmene rundt om i området. Det var virkelig en speciel oplevelse”, fortæller Lars Breinholdt Andersen.
En anderledes start – men den nyvalgte formand har det godt med opgaver, der ikke er ligetil. Det er noget af det, der driver og motiverer ham. Og den indstilling har han også haft brug for i Erhvervsrådet.
Det er første gang, han sætter sig for bordenden i en bestyrelse – og tilmed er han den første formand i Erhvervsrådets 80-årige historie, der ikke er ejerleder. Han er bankmand. Lars Breinholdt Andersen kommer fra Jyske Bank, hvor han er markedsdirektør.
” Jeg havde lige gennemført en bestyrelsesuddannelse på CBS, og nu stod jeg så med mit første formandsjob. Nu skulle jeg for alvor til at omsætte teori og tanker til praksis”.
Utroligt at det sker
Det skal vise sig, at der snart venter en ny – og uventet – opgave for Lars Breinholdt Andersen. For Erhvervsrådets direktør Kenneth Mikkelsen skal i Folketinget, da Kristian Jensen fra Venstre forlader Christiansborg, og derfor skal der ansættes en ny direktør.
”Utroligt at det lige sker, når jeg er blevet formand. Jeg har ansat mange medarbejdere i mit arbejde i Jyske Bank, men aldrig en direktør”, siger han med et smil.
Han får sammensat et ansættelsesudvalg – og valget som ny erhvervsdirektør falder på Rasmus Norup, der på det tidspunkt er 25 år, revisor og konservativ 2. viceborgmester i Herning Kommune.
Lars Breinholdt Andersen ser ansættelsen som en af de bedste beslutninger gennem de seks år som formand. Men han indrømmer gerne, at der var ekstra pres på, da beslutningen blev taget.
”Rasmus var bare den bedste, da vi holdt ansættelsessamtalerne, og jeg er så glad for, at resultaterne siden har vist, at vi så rigtigt. Ellers havde pilen peget på mig som bestyrelsesformand, for i sidste ende var det jo min beslutning”.
Fortsætter gerne i bestyrelsen
En anden ting, som Lars Breinholdt Andersen glæder sig over, er antallet af medlemmer. I løbet af de seks år er 550 blevet til 900. Milepælen blev nået i december 2025 efter en længere målrettet indsats.
”Jo større vi er som forening, jo stærkere står vi. Vi har nået en position, hvor vi kan være med til at påvirke og drive erhvervspolitikken sammen med kommunerne. Det er fedt, men det er også noget, der forpligter”.
Det ansvar vil Lars Breinholdt Andersen fortsat gerne være med til at tage. Bare ikke som formand. Efter seks år føler han, at det er ”job done”, og at andre kræfter nu skal til.
”Jeg er blevet spurgt, om jeg har lyst til at fortsætte i bestyrelsen, og det har jeg sagt ja til. Derfor stiller jeg op igen på generalforsamlingen, for jeg har svært ved at slippe Erhvervsrådet. Der er stadig meget at arbejde for”.
Værne om fællesskabet
Her tænker han især på det fællesskab, der er fundamentet i Erhvervsrådet. Han oplevede det under coronaen i starten af formandsperioden, hvor svære tider gjorde, at virksomhederne rykkede sammen. Og Lars Breinholdt Andersen oplever det igen for øjeblikket, hvor verden forandrer sig hastigt og uforudsigeligt.
”Vi skal værne om fællesskabet. Med det der sker i USA og andre steder i verden, er der i stigende grad behov for et lokalt samlingspunkt. Et sted, hvor man kan blive inspireret, lære og mødes med andre. Det er vigtigt, at vi forbliver relevante – for det vi har, kan ikke erstattes med AI eller anden smart teknologi”.
Lars Breinholdt Andersen ser frem til at holde sin sidste formandstale torsdag den 21. maj, men det bliver også godt at komme på den anden side, som han udtrykker det. For rollen har stillet krav i forhold til at sætte den rette kurs for Erhvervsrådet.
”Af forskellige grunde har det ikke været nogen nem opgave. Derfor er jeg både glad og stolt over, at vi står det sted, vi står i dag”.
Erhvervsrådets nye bestyrelse og næste formand bliver valgt på generalforsamlingen den 21. maj i RemisenBrande.