Mere arbejdskraft til området: Mange kan bruge én, der har læst ITKO

22. juni 2026

Aarhus er streget af kortet. Nu er det kun i Herning, man kan læse en kandidat i det, der hedder ITKO, og det giver nye muligheder for områdets virksomheder, mener driftsdirektør fra stor IT-virksomhed.

Joakim Halvorsen er glad.

For der er mere arbejdskraft på vej til Herning og Ikast-Brande.

Efter sommerferien tjekker 120 studerende ind på AU Herning for at læse ITKO. Det lyder som avanceret bogstavsbingo, men det er faktisk lige ud ad landevejen. Det står for IT, Kommunikation og Organisation.

Så det er studerende, der kan arbejde med ret så forskellige opgaver.

Joakim Halvorsen er driftsdirektør hos netIP og har i dag flere ansatte med en ITKO-baggrund. Der er blandt andet en leder, en forretningsudvikler og en projektleder.

”Det gode ved ITKO er, at det er kandidater, man kan sætte i spil forskellige steder i organisationen”.

Og som kan beskæftige sig med en bred vifte af opgaver – fra organisation til AI.

Er det så kun for IT-virksomheder? Nej, på ingen måde. ITKO’er kan gøre en forskel i mange forskellige brancher, og det skal områdets virksomheder benytte sig af.

”Der er mange, der kan bruge en IT-projektleder. For eksempel inden for industrien. Men mange virksomheder kender ikke til ITKO, og det skal vi ændre på, så de studerende bliver her i området frem for at søge andre steder hen”.   

ITKO er ikke nyt i Herning. Kandidat-uddannelsen har været her siden 2023, men nu kommer der væsentligt flere pladser. Mange flere studerende. Og så er det KUN i vores område, man kan tage kandidaten. Vi deler ikke længere med Aarhus.

Tilbage