Niebuhr Gears vil gerne være i Danmark – men det kommer med en omkostning

24. marts 2026

Benhård konkurrence og besværlige regler er med til at udfordre industrivirksomheden fra Ikast. Derfor har adm. direktør Rasmus Niebuhr et stort ønske til politikerne på Christiansborg.

"Vi har brug for stabile rammevilkår”.

Ordene falder fredag morgen, hvor der er få dage tilbage af valgkampen. Vi sidder i et mødelokale på første sal med udsigt over Herning-motorvejen. I de bygninger, som Niebuhr Gears har haft siden 2001 på La Cours Vej i Ikast.

Overfor Rasmus Niebuhr lytter Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne og socialdemokraternes Anne Paulin interesseret med. De er begge medlem af Folketinget og inviteret af Erhvervsrådet for at høre mere om de regler og vilkår, mange danske industrivirksomheder skal navigere i – og ofte kæmper med.

Mens bilerne suser forbi, fortæller Rasmus Niebuhr om sit livsværk gennem 28 år – og som Rasmus’ far før det lagde fundamentet til. Han fortæller om tandhjul i forskellige dimensioner, der bruges i alt fra robotter til vindmøller over hele verden, og som beskæftiger omkring 135 ansatte i Ikast.

”I Danmark har vi høje lønninger sammenlignet med de fleste andre lande. Men vi kan godt være med og konkurrere, hvis vi er dygtige, har de rigtige folk – og hvis vi løbende investerer i nye maskiner”, understreger Rasmus Niebuhr.

Det er tudetosset

Det gør Niebuhr Gears. Store summer investeres jævnligt i nye maskiner for at være så konkurrencedygtig som muligt. Men der er sten på vejen – i form af de krav og regler, danske virksomheder bliver pålagt at følge. Især fra EU.

Rasmus Niebuhr har taget et konkret eksempel med.

I 16 år har virksomheden haft egen fabrik i Kina. Det var et nødvendigt skridt for at kunne levere til vindmøllebranchen. I Kina starter man med at lave de elementer, der skal blive til store tandhjul. Herefter sendes elementerne til Ikast, hvor produktionen gøres færdig.  

Men når tandhjulene derefter skal videre til én af de store kunder i Tyskland, ryger der afgifter på. Det skyldes den toldkode, de hører under på grund af EU-forordningen CBAM.

Hvis de samme tandhjul derimod var kommet direkte fra Kina til Cuxhaven vest for Hamborg – ja, så var der tale om en helt anden toldkode og nu UDEN afgifter.   

”Det er tudetosset, og det fjerner danske arbejdspladser, når regler gør det mere fordelagtigt at producere i udlandet frem for i Danmark.  

Det gør indtryk

Rasmus Niebuhr er klar i spyttet. Han mener, at der skabt et bureaukratisk monster, som der bruges enorme ressourcer på at fodre.

”Vi vil gerne være i Danmark. Vi er dygtige, og vi opfører os ordentligt, men det kommer med en omkostning. For vi skal bruge en masse tid og ressourcer på bl.a. at registrere ting, og det giver ingen værdi på bundlinjen. Det er rent bureaukrati”.

Ordene fra Rasmus Niebuhr og ønsket om stabile rammevilkår gør indtryk. For Anne Paulin er Produktionsdanmark helt afgørende.

”Jeg tror, at folk for nogle år siden troede, vi ikke behøvede så meget produktion, men det er en vigtig del af det, vi skal leve af – også i fremtiden. Det er helt afgørende, at vi har et stærkt produktionserhverv og især i den her landsdel”.

Dennis Flydtkjær mener, at man politisk skal sørge for gode vilkår for erhvervslivet: 

”Vi har brug for virksomheder som Niebuhr Gears, der kan hive penge hjem til Danmark og holde folk beskæftigede. Det er helt afgørende, at de har gode konkurrencevilkår, for ellers kan de ikke klare sig ude i verden. Vi er en lille åben økonomi, der skal konkurrere med bl.a. amerikanerne og især kineserne, som har meget lavere lønninger og statsstøtte”.

Tilbage