Nyt fællesskab for fødevareaktører i Ikast: Et gastronomisk forsamlingshus

5. november 2026

Tre investorer har sat hånden på kogepladen og skabt et midtjysk Foodhub, der skal samle virksomheder og aktører fra alle dele af branchen under samme tag.

”Det bliver et gastronomisk forsamlingshus med viden og netværk”.

Søren Ross viser rundt i lokalerne, der engang husede en tekstilvirksomhed i den sydlige del af industrikvarteret i Ikast. Blot få minutters kørsel fra motorvejen mod Herning eller Silkeborg.  

De seneste uger har stedet på godt 1.600 m2 været under heftig forvandling. Det rum, vi står i, er ved at blive indrettet til TV-studie. Med store skærme, et topmoderne køkken a la Masterchef i midten og plads til omkring 40 personer rundt om.

Ved siden af os er der kontor- og mødelokaler af forskellige størrelse, hvor virksomheder kan leje sig ind. Der er også et podcast-lokale, et bestyrelseslokale, et cateringkøkken og adgang til lager, køl og frysefaciliteter.

”Vi skaber et sted, hvor folk og virksomheder fra fødevarebranchen kan mødes og samles. Og hvor alle de faciliteter, man kan tænke sig at have brug for, er en del af huset”, fortæller Søren Ross, der på rundturen har fået selskab af Foodhubs direktør Ann Fischer Andersen.

”Huset er for alle, der arbejder med og har interesse i mad. Det kan både være nye og etablerede virksomheder. Vi er også et sted for dem, der gerne vil optage en podcast, bruge tv-studiet til at lave video og kurser – eller holde deres næste møde i bestyrelseslokalet”.

De første lejere er klar

Både Søren Ross og Ann Fischer Andersen har mange års erfaring og netværk fra fødevarebranchen at trække på. Det samme har de øvrige investorer og forretningsudvikler Casper Rudnicki.

Netop det store netværk har været i spil i etableringen af Foodhub Denmark.

”Vi har fået mange tilkendegivelser fra folk i vores netværk, og vi har også talt med både sjællandske og udenlandske virksomheder om, at Foodhub Denmark kan blive et samlingspunkt for dem og deres salgspersonale. Geografisk er vi jo midt i Danmarks største spisekammer”, siger Søren Ross.

Han kommer selv til at blive en del af husets første lejere. Søren driver bl.a. Ikast-virksomheden Køkkenpiraterne med bespisning og streetfood til alt fra store festivaler til forlystelsesparker og firmafester. Det var her, han fik idéen til det nye midtjyske foodhub.

”Det kan godt være ensomt at sidde selv som iværksætter. Sådan har jeg selv haft det. Man vil gerne være et sted, hvor man kan netværke med andre og dele ens erfaringer”.

Ind, vækst, videre

Ann Fischer Andersen fortæller, at en nystartet cateringvirksomhed også bliver blandt de første lejere. Det er i høj grad på grund af Foodhub Denmark, at iværksætteren bag har taget springet.   

”Det er dyrt at være iværksætter i fødevarebranchen. Især hvis man skal have køkken-, lager- og kølefaciliteter. I vores hus er der fælles adgang til alle faciliteterne, og det gør det meget lettere at springe ud i iværksætteriet uden at det skal koste en formue”.

Søren Ross drømmer om, at Foodhub Denmark udvikler sig til at blive et videns- og netværkhus for fødevarer. Hvor nye virksomheder kan opstå og lære af de etablerede. Hvor man kan blive inspireret og undgå de værste faldgruber – og blive en del af fødekæden i fødevarebranchen.

Han er også klar i mælet omkring, hvad det ikke skal være:

”Virksomhederne skal ikke gro fast her. De skal ind i huset og skabe vækst, og så skal de ellers videre, så snart det giver mening, så vi kan få nye virksomheder ind og starte rejsen forfra”.

Her i november rykker de første lejere ind i Foodhub Denmark. De tre investorer har rejst økonomien privat, og Erhvervsrådet har i tilblivelsen af huset og konceptet hjulpet med sparring og vejledning.

Tilbage