OYOY mangler dem. Nu går jagten ind

30. september 2026

OYOY Living Design vil gerne have praktikanter inden for e-commerce, men de kan være svære at finde. Nu er håbet at spotte dem på Karrieremessen i Herning.

Hvis den midtjyske designvirksomhed stod og skulle bruge praktikanter med kompetencer inden for sociale medier, ville kandidaterne nærmest stå i kø. Det ser noget anderledes ud, når det gælder e-handel. 

”Vi er løbende i dialog med VIA Design & Business, og vi taler også med en del studerende. Men det er svært at finde dem, der gerne vil arbejde med e-commerce og marketplaces. De fleste foretrækker SoMe”, siger Mickael Rhétier, chef for e-com hos OYOY Living Design. 

Derfor gør virksomheden med kontor i Herning, Ikast og København noget nyt. For første gang deltager OYOY Living Design på Karrieremessen i Sportscenter Herning torsdag den 1. oktober. Her ventes op mod 700 studerende fra områdets uddannelser og højtuddannede ledige at deltage. 

”Vi ser frem til at møde og snakke med så mange som muligt. De må gerne være interesseret i data og have lyst til at lære om analyse og optimering, siger Mickael Rhétier og tilføjer: 

”Det er en god lejlighed til at forklare, hvad man kan forvente hos os, og hvad der er af muligheder i virksomheden. Forhåbentlig finder vi nogle gode kandidater”.

Mere kendskab til brandet

OYOY Living Design har eksisteret siden 2011 og blev sidste år opkøbt 100 procent af investeringsfonden Dansk Design Invest fra Herning. I alt er der omkring 50 ansatte, og virksomheden er en del af et samlet brand-hus med en række andre kendte livsstils-brands. 

”Vi er stadig midt i en overgangsfase efter opkøbet. Derfor vil vi også bruge Karrieremessen til at brande os og skabe større kendskab om virksomheden”, siger Mickael Rhétier.  

Karrieremessen finder sted i Sportscenter Herning torsdag den 1. oktober og har fokus på at matche virksomheder med højtuddannede jobsøgende og studerende på videregående uddannelser. 

Denne gang deltager over 40 virksomheder fra især Herning og Ikast-Brande. 

 

Tilbage