Stor hæder til FreightSolution: Årets Vækstiværksætter 2026
12. november 2026
Årets prisvinder har haft noget af en rutsjebanetur i sine første leveår. Nu er der fart på væksten, og virksomheden fra Herning er klar til at erobre nye markeder med Heartland i ejerkredsen.
De fleste iværksætter-rejser er sjældent snorlige og uden bump på vejen. Det kan FreightSolution skrive under på. Der har både været personlige og forretningsmæssige op- og nedture.
IT- og logistikvirksomheden er samtidig eksemplet på, at udfordringer kan overvindes, og torsdag aften blev FreightSolution hædret med prisen som Årets Vækstiværksætter af Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande. Det skete til Årets Iværksætter Event i Innovatorium.
”Vi har stået der, hvor det ikke var sikkert, at vi kom godt ud på den anden side. Det er vi nu, og det er lykkes med hårdt arbejde og en tro på, at vi kunne gøre det. Prisen er et kæmpe skulderklap og en reminder om lige at stoppe op og nyde det, vi har skabt sammen. Og så giver det i den grad blod på tanden til mere, fortæller medstifter og direktør André Lundberg, FreightSolution.
Platform gør fragt mere overskueligt
Siden opstarten i 2018 har FreightSolution haft en målsætning om at gøre erhvervslivets brug af fragt mere overskuelig og gennemsigtig. Med Herning-virksomhedens digitale platform kan kunder som Bestseller, Kvik og F&H Group analysere deres fragtdata og på den måde finde de bedste løsninger til at få varerne fra A til B – og samtidig spare ressourcer, tid og penge.
I begrundelsen til årets prismodtager lyder det blandt andet:
”André Lundberg og holdet bag FreightSolution haft en klar ambition om at udfordre en kompleks og traditionel branche og gøre fragt mere gennemsigtig gennem teknologi og data. Undervejs har der været både personlige og forretningsmæssige op- og nedture. Men der har også været en stærk vilje til at holde fast, lære og bygge videre – og skabe en kultur, hvor mennesker, oprigtighed, dedikation og team spiller en central rolle. Det gør FreightSolution til Årets Vækstiværksætter 2026”.
Klar til at erobre nye markeder
De seneste år har FreightSolution haft markant vækst i både økonomien og på kontorerne i Innovatorium og i Ukraine. I dag er der 32 ansatte og den klare forventning er, at antallet af medarbejdere kommer til at stige løbende.
Det er også sket markante ting på ejerfronten. Sidste år kom Heartland med som investor, og det har sat ekstra fart under ambitionerne.
”Heartland har spurgt, om vi vil være dansk mester, nordisk mester, Europamester eller verdensmester. Vi er enige om, at Danmark er ikke nok, så det er enten Norden, Europa eller verden, vi går efter, lyder det med et smil fra medstifter og direktør André Lundberg.
Som Årets Vækstiværksætter skriver FreightSolution sig ind i rækken af markante iværksættere fra Herning og Ikast-Brande, der siden 2008 har modtaget prisen. Listen tæller blandt andre EYDA, QuickCare, Sports Group Denmark og Gastro13.