Ukraine-event: Vi kører flere gange om ugen

26. oktober 2026

Hver uge ankommer lastbiler til det midtjyske med varer fra Ukraine. Det kan være alt fra møbler og senge til tekstiler og sprøjtemidler. Ja, endda øl kan være Made in Ukraine.

Onsdag den 4. november sætter Erhvervsrådet i samarbejde med ALPI fokus på Ukraine som produktionsland og handelspartner. 

Flere virksomheder fra vores område har allerede produktion i det store østeuropæiske land ved Sortehavet – og der bliver også handlet og sendt varer den modsatte vej. 

”Det er især forbrugsvarer, som danske virksomheder sender til det ukrainske marked. Og så naturligvis råvarer og metervarer, som skal bruges på fabrikkerne rundt om i landet, siger Erik Midtgaard Pedersen. 

Han er afdelingsleder hos ALPI og med til at koordinere transporten for flere midtjyske virksomheder til og fra Ukraine. Erfaringen er stor, for han har beskæftiget sig med Ukraine og Østeuropa i næsten 40 år. Derfor ved Erik Midtgaard Pedersen også, hvad det kræver at få varer ind og ud af det krigsramte land. 

”Hvis man tager sine forholdsregler og går rigtigt til opgaven, så er der ikke de store problemer i at arbejde med Ukraine”. 

Erik Midtgaard Pedersen er selv blandt oplægsholderne til Ukraine-eventet. 

”Hvis jeg havde en virksomhed, ville jeg ikke være bange for at handle med Ukraine. Der er især meget at hente, når det kommer til produktion, for ukrainerne er dygtige produktionsfolk – blandt andet inden for møbler, svejsning og tekstiler”, siger Erik Midtgaard Pedersen fra ALPI.

Til eventet kan du også opleve blandt andre direktør og erhvervskommentator Philip Sviatchenko samt den ukrainske konsul i Danmark, Tom Axelgaard. 

Tilbage