Vi får nok ikke et nyt Silicon Valley, men vi skal finde vores niche
14. august 2026
Som bureaudirektør er Jakob Gaardsted Petersen vant til at tænke store tanker. Nu kaster han sin energi ind i udviklingen af Herning og Ikast-Brande som nyt bestyrelsesmedlem i Erhvervsrådet.
Det er blevet til mange virksomhedsbesøg gennem årene for Jakob Gaardsted Petersen. Så mange, at han selv beskriver antallet som ’ufatteligt’.
Tallet er i sig selv ikke afgørende. Det er derimod de mange erfaringer, den administrerende direktør for reklamebureauet Happy med hovedkontor i Haraldsgade i Herning har gjort sig undervejs.
”Når man er kommet rundt i det midtjyske i næsten 30 år og har talt med en lang række virksomheder, så møder man mange af de udfordringer, vores område står med. Det bekræfter mig i, at der er brug for at gøre noget”, fortæller Jakob Gaardsted Petersen.
Han nævner blandt andet bosætning og arbejdskraft. Her er vores del af regionen som bekendt under pres – og jo længere mod vest man kommer, jo sværere ser det ud. Det er derfor, han nu har valgt at træde ind i bestyrelsen i Erhvervsrådet.
”Vi er nødt til at kæmpe for rammer, vilkår og forudsætningerne for at have et godt erhvervsliv. Samtidig skal vores område være et godt sted at bo. Tingene hænger sammen, og det er både motiverende og interessant for mig at være med til at gøre en indsats”.
Var selv tæt på at tage videre
For Jakob Gaardsted Petersen skal nøglen til løsningen blandt andet findes i uddannelse. Det er helt afgørende, at områdets uddannelsesinstitutioner bliver bevaret og gerne styrket. At vi har et godt uddannelsesmiljø for de studerende – og at flere uddannelser kommer til.
”Fem af vores seneste seks ansættelser i Happy har alle været unge mennesker, der er ansat som praktikanter og studiemedhjælpere. Det er bare lettere at få dem, hvis de studerer i området, og det kan også være afgørende for, om de bliver her frem for at tage videre, fastslår Jakob Gaardsted Pedersen.
Han taler ud fra egne erfaringer. I slutningen af 90’erne læste Jakob HA i Herning og fik i den forbindelse et studiejob som phoner hos Happy.
”Jeg ringede ud og interviewede folk”, begynder han. Det førte siden til et job som analysechef. Efter en periode fik Jakob lyst til at genoptage studierne.
”Jeg besluttede mig for at læse cand.merc. i Aarhus. Det var på fuld tid, men jeg blev spurgt, om jeg ville have et job ved siden af studiet. Det takkede jeg ja til, og derfor var det også helt oplagt at vende tilbage til Herning og Happy efterfølgende”.
Herefter gik karrierevejen fra projektleder til kontaktchef og kontaktdirektør – og så administrerende direktør for bureauet siden 2011. Men det kunne nemt været gået anderledes.
”Hvis jeg ikke havde haft studiejobbet i første omgang, var jeg sandsynligvis taget videre til det østjyske og bosat mig der i stedet”.
Energi, udvikling og forskning
Jakob Gaardsted Petersen er glad for, at han er blevet i området, som han synes har rigtig meget at byde på. Nu er bureaudirektøren klar til at arbejde for, at andre tager det samme valg som ham.
Derfor handler det i høj grad om at have et attraktivt erhvervsliv og være et sted, man gerne vil bo – og gerne vender tilbage til.
”Vi skal erkende, at de unge mennesker har brug for at rejse ud og suge inspiration til sig. Det er faktisk helt fint, at de gør det, for det er også en del af ens personlige udvikling. Men når de her, skal vi sørge for at give dem nogle supergode oplevelser, så de har lyst til at vende tilbage igen”.
Derfor mener Jakob Gaardsted Petersen også, at Herning og Ikast-Brande i endnu højere grad skal dyrke nicherne. Noget som både kan trække folk og virksomheder til.
”Vi bliver nødt til at finde ud, hvad vi skal. Jeg er ikke sikker på, vi kan bygge et nyt Silicon Valley, men vi har den del spændende virksomheder inden for vind, energi og bæredygtighed. Det kan vi godt dyrke endnu mere og få flere virksomheder til. Og så skal vi gøre endnu mere inden for håndværk, udvikling og forskning, hvor der også er spændende muligheder for Herning og Ikast-Brande”.
-------
Fem facts om Jakob Gaardsted Petersen og Happy:
- 51 år og administrerende direktør for Happy, der er blandt de største reklamebureauer uden for Aarhus og København. Jakob har været ansat i virksomheden i over 25 år.
- Bor i Herning med sin familie og er uddannet cand.merc.
- Happy blev startet tilbage i 1997 i Herning og er et af landets ældste bureauer. Fusionerede i 2012 med Ib og Co. i Ikast. I dag er der omkring 15 ansatte.
- Happy har hovedkontor i Herning og en afdeling i Esbjerg. Virksomheden har kunder over hele landet. Det primære forretningsområde er fra Hvide Sande i Vest til Favrskov Kommune i øst – og fra Thy i nord til Aabenraa i syd.
- Reklamebranchen er konstant i opbrud – og senest med AI som en ny markant spiller. I dag fylder det digitale rigtig meget hos Happy og har på flere måder erstattet de fysiske produktioner. På sit højeste printede Happy flere mio. fysiske magasiner til 9 lande.