Hjælp hinanden – brug Erhvervsrådet til at formidle
I en svær tid, hvor de normale kunder måske forsvinder og ordreindgangen er lav, så hjælper det nogle gange at tænke kreativt.
Hos Erhvervsrådet opfordrer vi alle til at udtænke alternative løsninger og ikke mindst bakke hinanden op, hvor det er muligt og hvor det giver mening.
Som abonnent på Herning Folkeblad (et rigtig godt medie til bl.a. at følge de lokale erhvervshistorier) kan du læse en meget positiv historie om cateringvirksomheden Gastro 13, som på få timer lykkedes med at vende en katastrofe til en rigtig lykkelig historie. Den viser netop, at vi kan stå sammen, når det gælder.
Har du lignende historier, så hører vi gerne om dem hos Erhvervsrådet og vil også den kommende tid dele nogle af dem.