Erhvervsdirektør roser satsning på uddannelse i Herning
15. september 2025
Uddannelsesområdet i Herning Kommune bliver styrket med tre mio. kroner årligt de næste tre år. Det kan få stor betydning for områdets virksomheder.
”Det kommer til at give helt nye muskler og muligheder i forhold til at gøre noget ved manglen på kvalificeret arbejdskraft i erhvervslivet. Det er en topprioritet for os”.
Så klar er meldingen fra erhvervsdirektør Rasmus Norup, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, der roser politikerne bag det nye budgetforlig i Herning Kommune for ambitionerne på uddannelsesområdet.
”Hvis vi skal trække flere studerende til området, så er det nødvendigt at bygge flere lag på den gode indsats, der allerede er i gang. Den retning er nu sat, og det er en ambitiøs og vigtig ny satsning”.
Tættere samarbejde mellem studerende og erhvervsliv
De ekstra penge skal ifølge forliget blandt andet bruges på at udvikle Uddannelsesby Herning, der arbejder for at gøre Herning til en attraktiv studieby. Det skal ifølge budgetforliget ske i tæt samarbejde med erhvervslivet og Erhvervsrådet, hvilket glæder Rasmus Norup.
”Det er godt set at invitere erhvervslivet tættere på, og jeg tror på, at vi kan flytte noget på uddannelsesdagsordenen i et partnerskab”.
Ambitionen er også, at der skal trækkes nye uddannelser til området, og så skal samarbejdet mellem de studerende og virksomhederne styrkes.
”Hvis vi kan koble uddannelserne og de studerende endnu tættere på virksomhederne, så har vi noget unikt at tilbyde i konkurrencen med de andre studiebyer. Vi kan se et stort potentiale, og vi er også klar til at udtænke nye måder at samarbejde på, siger erhvervsdirektør Rasmus Norup og tilføjer:
”Nu er retningen sat, og så skal det selvfølgelig konkretiseres. Men i Erhvervsrådet glæder vi os til den videre dialog med kommunen om, hvordan vi kan føre det ud i livet og skabe endnu stærkere rammer for fremtidens uddannelsesby”.
Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande har over 850 medlemmer i de to kommuner. Ifølge medlemsvirksomhederne er manglen på kvalificeret arbejdskraft den største barriere for vækst – både nu og fremadrettet